Mad og kostpolitik
Barnets forhold til mad er baseret på lyst og nysgerrighed. Derfor lægger vi vægt på, at maden ser indbydende ud og bliver serveret i rolige og hyggelige omgivelser. Vi er privilegeret at have en dygtig kok ansat som vores madmor. Hun laver hver dag lækker hjemmelavet mad og hjemmebagt brød til både børn og voksne.
Fuld forplejning
Måltiderne fordeler sig sådan:
Morgenmad
Formiddagsfrugt
Middagsmad
Eftermiddagsmad
Afbalanceret kost
Vi serverer varieret mad gennem hele ugen.
Vi varierer mellem grød, kød, fisk, vegetarretter, rugbrød og supper. Retterne indeholder al den energi barnet har brug for til at vokse og trives.
Ingen hårde frugter og grøntsager til børn under 3 år
På grund af kvælnings-fare, serverer vi ikke hårde frugter og grøntsager i hel form eller større stykker til børn under 3 år. Æbler og pærer rives eller skæres i ultra tynde skiver. Gulerødder koges eller rives. Agurker rives, cherrytomater og vindruer skæres over på langs. Peberfrugt skæres i ultra tynde skiver, eller rives. Nødder,mandler og lign. hakkes eller blendes.
Jorden rundt på tallerknen
Vi laver almindelig dansk mad, men også mad inspireret af andre lande. Sådan smager og dufter børnene mange forskellige krydderier og får pirret deres sanser og udviklet deres smagsløg.
Vi tager udgangspunkt i den danske madkultur, bordskikke og traditioner, men er åben for den globale verden som vi er en del af.
Vi respekterer andre religioner og kulturbaggrunde. Vi har dog som udgangspunkt ikke ressourcer til at imødekomme alle ønsker om specialkost. Vi respektere dokumenteret lægefaglig vurderinger i forhold til særlige hensyn, ellers er vi optaget af at kigge og udforske børns madvaner i samarbejde med jer forældre.
Kan selv og vil selv
Vi inddrager de største børn i måltiderne ved, at de selv dækker bord, øser op og ofte selv smører brød.
Børnene er også med til at lave maden indimellem – en aktivitet, der øger appetitten og madglæden. Særligt i børnehaven deltager børnene i tilberedning af maden - især når vi laver bålmad.
Hip Hurra
I institutionen fejrer vi barnets fødselsdag med flagstang ved døren, og sang og musik.
Tidspunktet aftales med forældrene, da barnet ikke altid er i institutionen på selve dagen.
I vuggestuen er vi sukkerfrie, så fødselsdagen fejres uden sukker.
I børnehaven slækker vi på sukkerpolitikken ved særlige lejligheder som fødselsdage og højtider og tillader kager mv.