Traditioner


I Gummerup private Vuggestue og Børnehave går vi meget op i at hygge og skabe gode traditioner. Vi fejrer de traditionelle højtider og skaber derudover vores egne traditioner, som er med til at danne rammen om husets kultur.

Fastelavn

Det er vores erfaring, at ikke alle børn kan lide at være klædt ud.  Derfor har vi valgt at holde fastelavn på børnenes præmisser. Op til fastelavn pynter vi op og øver de forskellige fastelavnssange. Til dagen  dekorerer børnene en fastelavnstønde.  Til festen samles alle, og vi synger fastelavsnssange og børnene slår katten af tønden . Tønden er fyldt med rosiner mv. i vuggestuen og lidt slik i børnehaven. De voksne er udklædte, men genkendelige. Hele huset spiser hjemmebagte fastelavnsboller.

Påske

Til påske pynter vi op i vuggestuen med påskeæg og påskeharer. Vi sår karse og holder en samlet påskefrokost, hvor børnene får lov at prøve forskellig traditionel påskemad. Vi leger æggejagt på legepladsen, hvor alle børnene skal finde påskeæg, der er gemt.

Bedsteforældredag

Hvert år i maj inviterer vi alle børnenes bedsteforældre til en hygge formiddag i DSC09766vuggestuen. Her får de mulighed for at se ind i deres barnebarns daginstitution og opleve rammerne for vore hverdag. Vi planter blomster, som bedsteforældrene medbringer. Vi synger, spiller og danser. Vi hygger os ude og inde med lidt lækker mad og en kop kaffe.

Høstfest

Når alle børn og voksne igen er samlet efter ferien, holder vi en høstfest sidst på sommeren. Børn, forældre og søskende mødes til fælles hygge og fællesspisning med hver en ret til den store buffet.

Jul

Den 1. december begynder vi at pynte huset med lys, julepynt og nisser. Af og til står menuen til frokost på risengrød. Hen i december holder vi julemorgenhygge for børnene og deres familier. Denne morgen er der stort morgenbord med alt muligt godt – og denne ene dag glemmer vi vuggestuens kostpolitik og serverer marmelade, masser af dejligt pålæg og selvfølgelig også lækker frugt. Lige op til juleferien, holder vi en særlig julefrokost for børn og personale.

Fødselsdag

Det er stort at have fødselsdag, når man er lille.  Stuen er pyntet lidt op og barnet bliver fejret med fødselsdagssang og flag. Forældrene er velkomne til at deltage i festen og til at have noget med, som barnet kan dele ud.

Se folder med ideer til fødselsdagslækkerier:

Mad til særlige lejligheder

 

Årstiderne

Vi følger årstiderne og laver forskellige aktiviteter, der passerUdeliv og spisning 060 til hver årstid. I naturen får vi årstiderne ind gennem alle vores sanser. Nogle gange slæber vi lidt natur med indenfor – som vidner om, hvilken årstid vi har. Vi har små temaer om årstiderne.